Her den seneste tid har jeg kunne følge debatten om homoseksuelle vielser i folkekirken. Da jeg er en af de få, åbenbart, som bruger folkekirken til lidt mere end bare at opretholde en idé om dansk kultur, og tror på at Bibelen burde være grundlag for folkekirken og hvad den foretager af valg - kom jeg frem til en idé.

I stedet for i grundloven at beskrive folkekirken som “Evangelisk-luthersk” i grundloven, hvorfor så ikke kalde den, det den er blevet til? “Den Danske Kulturs Folkekirke”. På den måde kan de, der har et behov for en kirke til at opretholde den danske kultur og samlingspunkt, gøre med den hvad de vil. Så er vi uden om problemet med at skulle få kirke, bibel og stat til at passe sammen. I stedet kunne vi lade frimenighederne og valgmenighederne om at stå fast ved bibelens grundlag, som de egentlig allerede gør. For på den vej folkekirken er på, vil jeg forudse at flere og flere kristne vil forlade den. Istedet for at skulle balancere mellem at være bred og rummelig, men samtidig værne om dem der faktisk tror på det grundlag den har bygget sig op omkring, skal den kun være bred og rummelig.

Jeg bliver ked af det, når staten skal blande sig i hvad min tro er og skal være. Det gør den, når den beslutter, på folkekirkens vegne, at der skal være vielse af homoseksuelle i folkekirken bl.a.. - Denne udtalelse kommer af, at jeg mener, folkekirken er bygget på bibelen og skal agere derefter. Hvis vi i stedet har en kirke der anerkender, at den ingen interesse har i at bygge på bibelen, og i stedet på den danske kultur og foranderlighed, så kan staten gøre lige hvad de har lyst til med den. Der kan sågar være ikke-troende præster.

Som jeg læste på tv2 nyhedsside - udtalte en præst sig, at Gud ikke var foranderlig som vores verden. Bare fordi vi er 2000 år fremme, har Guds budskab og mening ikke ændret sig. Han er stadig den samme.

Tro handler om at turde følge hans uforanderlighed, på trods af at det til tider kan syntes mærkeligt. Ikke at ændre ham til hvad jeg har behov for at han er.

Den Danske Kulturs Folkekirke - Eller se at få skilt stat og kirke ad, så kan vi troende få lov til at tro på ligefod med andre trossamfund! Det kan godt være at de ikke har nogen form for ligelige rettigheder i Danmark som trossamfund, men de har ikke nogen der fortæller dem hvad de skal tro på og hvordan. Sådan som staten skrider frem overfor folkekirken, er de netop gået ind og degraderet kristendommen - og det er ikke ligestilling.

- Marly

P.S. Jeg ønsker ikke at træde nogen over tæerne, blot ønsker jeg at udtrykke en holdning fra den anden side end den der findes i ministeriet. Jeg ved at denne blog kan skabe uro, men håber på at jeg kan opnå gensidig respekt, på trods af forskelle.

I kristeligt dagblad kan man læse flere artikler om den nye udnævnte kirke- og ligestillingsminister. - En mand med indvandrerbaggrund, om hvilken rygterne lyder, at han ønskede at melde sig ud af den selvsamme folkekirke, han nu er blevet minister for. - Regeringen har lagt grunden til store fundamentale forandringer i folkekirken, lyder den overordnet mening med artiklerne om selv samme mand. Der beskrives at man søger at lave en kirkeforfatning - og indskyder at der nu skal komme en vielse for homoseksuelle. Om denne vielse kun omhandler folkekirken, kan jeg ikke læse ud fra artiklen.

På den ene side kan der være gode ting i denne forandring. Kirken kan endelig få mulighed for faktisk at få en selvstændig holdning, der ikke skal tage hensyn til regeringens meninger og ønsker for kirken. Hvis der sker en ligestilling mellem alle trossamfund i det danske samfund, bliver kirken nødt til at tage stilling. Den bliver nødt til at gå ind over være aktiv og sælge sig selv, i stedet for dens nuværende passive holdning. Den vil ikke længere være i stand til passivt at modtage medlemmere, og derigennem en form for passiv støtte, som den hidtil har gjort.

På den anden side kan jeg ikke lade være med at være lidt skeptisk. For hvilken vej, vil denne “nye folkekirke” så gå? Vil den bygge sin grund på bibelen i højere grad end hidtil? Vil der ske en ny kirkeretning indenfor folkekirken? Ligesom reformationen, vil der nu komme en ny holdning? Eller vil den blive mere passiv, forsøge at ramme bredere i den danske befolkning?

Personligt ved jeg virkelig ikke hvad der er bedst. I første omgang blev jeg rystet over at man vælger en minister der på den måde allerede før han begynder arbejdet som minister, udadtil giver så modstridende et billede af sig selv overfor det han er på vej ind i - hvis rygterne om hans udmelding altså er sande. På den anden side er det jo egentlig også fedt. En mand der udadtil viser at han er så integreret at han kan tage hånd om den danske kulturarv, som folkekirken er blevet, og ruske godt og grundigt op under den faste, passive og kedelige indstilling folkekirken indtil videre har haft i Danmark.

Det store spørgsmål er om han formår at udfylde den rolle og det billede den kunne give ham. Er han integreret nok i det danske samfund? Hvis han bibeholder forbindelsen mellem stat og kirke, vil han så være med til at sætte kirken i en mere “stillingsløs og neutral” retning? Vil folkekirken så gå fra at være tro mod bibelen til at blive en “folke religion”?

Den nye minister sætter helt klart gang i “det stille, og rolige, vand”. Det bliver spændende at følge udviklingen af den nye tid der venter indenfor folkekirken.

Jeg skulle have forudset det. - Faren ved at være venner med ens forældre på fjæsen. Det er ikke fordi jeg skriver noget min mor ikke må vide. Det er ikke fordi jeg har hemmeligheder liggende på min profil.

Jeg er bare typen, der til tider laver lidt mærkelige statusopdateringer om min sinstilstand, der ikke nødvendigvis skal besvares af en bekymret kommentar fra ens forælder.

Det er blevet sagt før, og foruroligende historier, den ene mere end den anden, er fortalt. Jeg har da siddet og grinet med når veninderne berettede om pinlige situationer, man ikke behøver ens mor eller far skal høre noget om. Men har egentlig ikke selv taget det ind over min egen situation.
Derudover ville det jo være ledt at benægte venskab med ens forældrer. - Det ville jo ikke lige frem skabe fryd og gammen på hjemmefronten. Jeg kan ihvertfald forestille mig en såret mine med “er du flov over at have mig som forælder”-attitude.

Jeg vil derfor gerne rette opmærksomheden mod skaberne og udviklerne af fjæsen og spørge (nærmere en latterlig plagen, alt imens jeg står på mine knæ med foldede hænder op mod en fuldstændig flov gut eller gutinde) om man ikke eventuelt kunne oprette en “Vis ikke til mine forældrer”-knap? Den ville da være effektiv!

Marly - der fra nu af vil lytte til sine medmennesker hvad der angår venskaber på fjæsen.

Frustration og stress er mine to bedste venner for tiden. Frustration over min boligsituation, da jeg uheldigvis leder efter lejlighed i Århus ligesom et tons andre unge, der lige er startet på studiet. Stress fordi jeg helst, meget snart, skal have fundet et nyt sted at bo.

Jeg ved ikke om disse 2 elementer i dag er ekstra forstærket på grund af vejret, eller efter den melankolske stemning efter at have set “Melancholia” i går.

Fed film, by the way. Som vi, min kusine og mig, sad der og nød et ultimativt fantastisk kunstnerværk, blev vi draget mere og mere ind i den melankolske stemning filmen emmer af. Dens slutning var så intens, at den kom bag på mig. Som vi sad der, flere minutter efter at den sluttede, i en fuldstændig tavs biograf, kunne jeg ikke holde det tilbage mere. Tavsheden blev brudt af undertegnede, der flækkede af grin. - Tror man skulle have været der. Filmen sidder stadig i mit sind, kan jeg mærke.

En film der skal ses. Dog ikke når man i forvejen er trist over at verdenen har vendt sig imod en, på det grummeste.

En rigtig god bog for mig, er når den inspirerer med formuleringer. Hvor man kan dykke ned i endeløse fantastisk sammensatte sætninger og ord, der bare hænger sammen og en verden man kan udforske igen og igen. En rigtig god bog er, når man kan læse første og sidste side, og stadig blive så dybt fanget af den, at man sidder oppe til den lyse morgen og nærmest river i siderne for at blive færdig.

J. K. Rowlings’ Harry Potter bøger var i denne kategori, og nu tilføjer jeg Liz Jensens bøger “The Rapture” og “Louis Drax’ niende liv”. To fantastiske spændingsromaner med så meget dybde, at jeg bliver nødt til at læse dem igen.

På bare en uge har jeg slugt disse to bøger, som var det en pose maribo slik. Jeg har dykket ned i den fantastisk fangende verden hun er i stand til at skabe, med så mange tekniske finurligheder at jeg til tider ikke kan følge med.

Disse to bøger har dog slående ligheder i og med at begge bøgers hovedpersoner arbejder på to forskellige former for institutioner, hvor deres patienter er dem der forårsager de til tider uhyggelige handlinger i bogen. Det er dog fantastisk at hun, til trods for disse to slående ligheder, kan skabe to så forskellige bøger og handlinger.

Liz Jensen er min nye farvorit og jeg beordrer jer til at gå ud og få fingrende i nogle af hendes bøger og nyde dem med en kold fadøl, her i sommervarmen. Det er i hvert fald fantastisk underholdning og på ingen måde spild af tid.

Det gør helt ondt i maven, helt ned i kernen af min eksistens, hver gang jeg på en eller anden måde flygtigt læser om hele “Henriette-kjær-sagen”. Jeg ved ikke meget, det vil jeg først pointere.

Men jeg ved hvordan det er, at være barn i en sådan sammenhæng. Jeg har ikke lyst til at udlevere nogen, men jeg kan ikke lade være med at have sympati for de børn.

For lige meget hvor beskyttet de end måtte være, ved de det. Jeg vidste ikke selv detaljer, før det kom frem i lyset. Men jeg kunne fornemme, føle, at noget var galt. Jeg var bange, nervøs, men tvang mig til at holde af den mand der gjorde det mod min mor, for hun elskede ham jo. Som barn, følger man sine forældre - i tykt og tyndt. Man vælger at overse alle signaler om at noget er galt, for “de voksne ved jo hvad de gør”!!

Det er først senere i livet jeg begyndte at indse hvad der var sket, hvad der var foregået. - Hvor mange signaler jeg blindt havde ladet mig selv overse, pga min mor.

Jeg bebrejder ikke nogen, for det jeg har været vidne til. Efter lang tid er jeg kommet videre, kommet ud over alt. Jeg ønsker bare at sende mine dybeste sympati: ikke til hende der lader sig bedrage, men til hendes børn, der intet kan, og sikkert intet vil, sige i denne sag.

Hvad har Danmarks Indsamling og midtvejskrise tilfældes?

Jo altså - Medina, må da være under en tydelig midtvejskrise, siden hun har behov for, på barnlig vis og i bedste sendetid, at flashe sine atributter for hele Danmark (Heldigvis var der VM i håndbold)!!!!

Nu er hun på min skala af respektable mennesker røget ned i bunden sammen med realitystjerner der er kendt for absolut ingenting og forpester mit fjernsyn!

Marly - syntes nu at man også burde foretage en udlugning af kendte!

“Danmarks indsamling” kalder de den, bosætter sig i et glashus midt på nytorv, sender radio derfra 24/7 og så er der vidst også et par gratis koncerter ind imellem. - orv ja og så kan man jo følge med på webcam! Jeg taler selvfølgelig om p3 hvor man kan følge indsamlingen døgnet rundt indtil indsamlingsshowet bliver skudt igang her en af dagene!

- men er det ikke lidt tyndt at kalde det  Danmarks indsamling, når det i princippet kun er københavnerne der har mulighed for at komme afsted til alt det gøgl de laver på Nytorv?
Altså det er jo ikke fordi sjællænderne har eneret på alt det sjove i DK! Når nu de gør så meget ud af det, hvorfor så ikke sprede det lidt ud i Danmark og ikke centrere det til få heldige i landet?
Jeg er udemærket godt klar over at det ikke er alt der foregår i København eller på Sjælland. Heldigvis er der mange af de helt store koncerter der befinder sig i jylland også, men stadig??

Marly - bare med reflektioner?!

Hver morgen, omkring kl. 6-7 stykker, syntes en af mine naboer at nu skal vi, underboerne, op. Vækningen foregår ved at han kaster et af de der kanonslag, der siger ordentligt meget bang, ned på min rumbos altan. - Og det er hver morgen.
Ikke overraskende kan jeg fortælle, at jeg bor i Gellerupparken. Parken der eftersigende har størst kriminalitet - og en såkaldt ghetto.

I går var jeg så med til mødet, der lagde ramme for afstemningen for helhedsplanen, og jeg blev en lille smule frustreret. Protesterne mod denne plan mener der er indirekte rascisme indlagt i planen. Deres andre argumenter for at skulle stemme nej var desuden også pga nedrivningerne. - protester jeg ikke kan se holdbarheden i!?

Selvfølgelig er det da træls at skulle flytte. Selvfølgelig er det da træls at bygninger der godt kan bruges til beboelse, skal nedrives. Men det hedder “at gå på kompromis”. Nogle gange får vi mennesker ikke altid vores vilje. Nogle gange må vi gå på kompromis med det vi mener - for at kunne leve sammen. Og sådan er det også her.

Desværre syntes jeg at nej-sigerne har glemt at se alt det der faktisk er godt i planen. De ser sig sort på de ting der ikke lige blev opfyldt, fordi vores regering skulle have en finger med i spillet i helhedsplanen. På mig synes det som om ikke folk er klar over hvor heldige vi faktisk er. Hvis gellerupparken var privatejet, kunne vi faktisk mere eller mindre blive bedt om at flytte uden nogen former for hjælp overhovedet, fordi lejlighederne måske var blevet solgt. Som lejer har vi ikke mange rettigheder. Og alligevel er vi så heldige, at vi bliver spurgt. Derudover, hvis planen holder stik, lover de flyttehjælp, hjælp til at finde ny lejlighed - enten i området eller et andet sted, og de garanterer huslejen ikke stiger. - kort sagt får vi i hoved og røv.

Jeg kan da godt forstå frustrationen over, at skulle flytte fra et sted hvor man har boet som lejer i flere år. Jeg kan godt forstå frustrationen over, at skulle rive rødderne op og starte forfra et andet sted. Men vi får ikke andet end de bedste forudsætninger for at kunne starte godt op et andet sted.

Jeg mener at der er et problem med integrationen i Gellerup, når en mand eller kvinde bliver nødt til at bruge tolke for at blive hørt i debatten om planen. - tolke som foreningen bag planen egentlig ikke havde behøvet at stille til rådighed. Men fordi alle skulle høres, var de der. Alt hvad der var vigtigt, var oversat.
- Jeg vil gerne lige pointere, at jeg da udemærket godt kan forstå at en mand, der bor et sted hvor der bor mange af sammen oprindelse som han selv, ikke gider involvere sig i det danske sprog. Hvorfor skulle det, når naboen eller børnene kan hjælpe til med det danske og man stadig kan hygge med naboerne fordi de taler det samme? Det tror jeg heller ikke jeg selv havde gidet, hvis det var mig, for at være hel ærlig.

Der er brug for forandring, når man bla. bliver vækket af kanonslag hver morgen, eller skal tænke sig om hvor cyklen skal stå for ikke at den bliver stjålet.

- Og jeg selv syntes faktisk at helhedsplanen er et godt foreslag til forandringer.

Jeg ønsker ikke at være generaliserende eller fordømmende på nogen måde. Jeg syntes bare at forudsætningerne for at der kommer gode ting ind i gellerup er der. At det hele virker lige lovlig ambitiøst er en anden side af sagen.

Derudover er det ja der indtil videre er givet til helhedsplanen ikke engang det sidste og afgørende. Det afgørende bliver når økonomien skal godkendes. Så hvorfor ikke lige se hvordan det hele kommer til at se ud til den tid?

I øjeblikket har jeg fingrene i forskere der har skabt historie, også kaldet forskningshistorie. En hyggelig fætter, - når eksamen forhåbentlig er veloverstået om 1,5 månedstid.

Anyways; Durkheim, en fransk sociolog, mener at mennesket er formet efter det samfund det bliver født ind i. - Faktisk er der mange af forskerne, mine nye bedste venner, der har dette syn på mennesket. - Et eksempel er, at grunden til vi taler det sprog vi taler, er fordi vi er opvokset i et samfund, hvor man taler lige præcis dét sprog. - Og som alle andre er jeg også formet af det samfund, jeg er opvokset i.

Da jeg var lille, legede jeg, hvordan jeg ville være når jeg blev omkring de 20. Der var bare et eller andet ved den alder, der tiltalte mig. - For så var man voksen, man vidste hvad man ville med arbejde (man var sikkert blevet kæmpe-mega-rockstjerne, supermodel eller skuespiller), man havde kæreste osv. Det perfekte liv ventede, ved alderen 20. Sådan så jeg det, da jeg var lille.

For det var det mine omgivelser fortalte mig. Mine ældre kusiner var jo seje, når de blev omkring de 20. Popstjernerne og skuespillerne var jo seje og alle sammen omkring de 20.

I dag er jeg over 20 og venter stadig på det perfekte liv. I ved: prinsen der kommer på den hvide hest og pryder min stue, alt imens han erklærer sin dybe kærlighed til mig (og han er selvfølgelig en kombination af Patrick Dempsey, et lille twist af Al Pacino og lidt hobbit-humor fra Ringenes Herre). Jeg venter stadig på åbenbaringen, som skal fortælle mig hvad jeg skal bruge det her jeg har gang i til - altså på arbejdsmarkedet!

Jeg venter stadig. Og sandheden er, at samfundet snart viser sit klamme ansigt. Om lidt skal jeg ud og møde samfundets kolde skulder. Snart, med raske skridt, skal jeg ud og søge arbejde, der kan relatere til en bachelor - måske endda en kandidat - af min slags.

I så lang tid har jeg set fremaf. Drømt om dagen. Leget legen “hvordan jeg bliver når jeg bliver voksen”.I så lang tid har jeg levet i en tryk ventetilstand. En tilstand hvor jeg har ventet på det kommende liv. En venten der startede i folkeskolen, førtes videre på efterskole og gymnasiet, og nu på uni.

Jeg kan faktisk godt lide at vente. Jeg kan bedst lide at vente. Det at skulle ud og finde ud af, hvilke drømme der faktisk holder stik, er en realitet jeg ikke helt ved om jeg har lyst til.  En realitet der kan få mig til, næsten, at skide i bukserne af skræk.

Jeg har levet og ladet mig forme af det samfund, jeg er blevet kastet ned i. Jeg er dansk. Jeg er kristen. Jeg er bange. Bange for om jeg bliver, til andet end det jeg ved jeg kan. - bliver jeg til andet end pædagogmedhjælper? Bliver jeg til andet, end pigen der gemmer sig bag sin akavede bøjle. Bliver jeg til andet end det? Ikke at jeg har noget imod pædagoger. Pædagoger har min største respekt. - Men det er et område, der falder mig for let. Et område der ville være det sikre valg.

Lige nu befinder jeg mig i det usikre valg. Jeg befinder mig i en situation hvor jeg ikke aner hvor det fører hen. Jeg er bange for hvad det her liv kan føre til. Jeg er bange for om jeg ender i en randesten.

Men det er også her livets udvikling ligger. Det er her jeg finder ud af, hvor langt jeg kan gå. Hvor jeg har mine styrker, hvor jeg har mine svagheder og hvor jeg kan finde styrken. Det er nu jeg blandt andet finder ud af, at jeg faktisk ikke behøver et mandfolk til at kunne leve et liv. Men frygten? Frygten tror jeg aldrig forsvinder.

Så her er jeg. Marly. Formet af det samfund, de omgivelser, jeg har ladet mig påvirke af. Her er jeg, i en tilstand hvor barndommens lyserøde skyer, er ved at forsvinde over min tilværelse. Den tilværelse jeg har drømt så meget om fra barnsben. Her er jeg, og trods den stigende frygt der er ved at melde sig i mit indre, lever jeg livet. For det er i frygten, det er i bruddet med det jeg kender, at jeg finder det liv jeg skal leve. Det er i bruddet, den sande lykke egentlig findes.

- Påvirket eller ej.